< tilbage 07-07-2011 - 10:50

Mangel på ejendomsadministratorer

7. juli 2011 - Sven Westergaard, formand for Administratorsektionen i Ejendomsforening Danmark frygter, at der i fremtiden bliver mangel på ejendomsadministratorer.

Markedet for ejendomsadministratorer er i stor vækst, fordi flere og flere ejere af fast ejendom vælger at outsource ejendomsadministrationen. De seneste ti år er antallet af ejendomsadministratorer vokset med omkring 200 procent og Ejendomsforeningen Danmark frygter derfor, at der inden for den nærmeste fremtid bliver mangel på folk med den nødvendige ekspertise. "Vi ser selvfølgelig meget positivt på, at branchen er i vækst, men det betyder også nye udfordringer med hensyn til rekruttering," siger Sven Westergaard, som er formand for Administratorsektionen i Ejendomsforeningen Danmark. Gennemsnitsalderen i branchen er høj og Ejendomsforeningen Danmark forsøger derfor at synliggøre erhvervet som ejendomsadministrator på de relevante uddannelser og landets handelsskoler. "Alle de nye administratorer til den private udlejningssektor skal enten komme fra andre brancher, sektorer eller ved at rekruttere nyuddannede. Vi forsøger løbende at synliggøre administratorhvervet. Udfordringen er imidlertid, at behovet for nye administratorer til den private udlejningssektor og foreningsområdet er så stort, at vi må bruge alle de rekrutteringskanaler, vi har, samt prøve en række nye muligheder," siger Sven Westergaard.

Kilde: 05.07.2011 Jyllands-Posten, Erhvervsejendomme, side 12-13, Sigrid Rasmussen

< Tilbage