< tilbage 13-09-2023 - 09:49

Husker I det årlige brandeftersyn?

Som ejer af en ejendom, har man pligt til at efterse bygningens passive brandsikring en gang årligt.

Det betyder, at man skal gå ejendommens fysiske, fællesarealer igennem og sikre, at alt er som det skal være i henhold til Bygningsreglementet (BR18).

 

Man skal blandt andet efterse:

  • Brandsektions- og brandceller adskillelser, herunder at alle adskillende konstruktioner, installationer og brandtætninger er intakte.
  • Overflader på gulv, væg og loft.
  • Brandmæssig klassificerede vinduespartier.
  • Brandisolering og brandtætninger af kanal og rørføringer.
  • Tagdækning og tagisolering.
  • Branddøre, brandporte og flugtvejsdøre. Dørene og portenes hængsler, ophængningssystem og låsefunktion rengøres og smøres. Branddøre og brandportes selvlukkemekanisme kontrolleres og eventuelt justeres. Kontrollen udføres ved, at døren fra henholdsvis fuld åben stilling og en 30 cm åben stilling slippes og af sig selv lukker helt i, så låseanordning går i indgreb og fastholder døren/porten.
  • Redningsberedskabets brandveje og adgangsveje efterses, herunder at beplantning ikke reducerer brugen af brandvejene og adgangsvejene.

Hvis man ved gennemgang konstaterer, at der er mangler, eller forhold som ikke er som de skal være, skal forholdene udbedres.

 

SWE anbefaler, at man enten får en professionel til at hjælpe sig med det eller tager udgangspunkt i Social- og Boligstyrelsens pjece ”Tjek øverste etage”. Pjecen vedrører kun eftersyn af tagetagen. Ejendommens resterende områder bør naturligvis også gennemgås.

< Tilbage